Biavlen

Bier er vel egentlig ikke husdyr. Den måde, de lever på i et bistade, svarer i princippet nøje til den måde, en vildtlevende bifamilie lever på.

Biavleren i gang med at skaffe bifamilerne ekstra plads til at opbevare den nektar, de bærer ind sidst i maj.

Biavleren opgave er at sikre bifamilierne de bedst mulige betingelser:
1) Et solidt, velisoleret og rummeligt bistade, som kan udvides efter behov.
2) Styre bifamiliens formering i den forstand at biavleren sørger for at lave nye familier hvert år, så den ikke er afhængig af sværmning for at dele sig/formere sig. Her kan biavleren også have stor indflydelse på bifamiliernes egenskaber ved at sørge for at indføre dronninger med gode gener.
3) Sørge for rigeligt med foder til vinteren og om nødvendigt gribe ind med ekstra foder i det tidlige forår.
4) Især i det tidlige forår kan biavleren hjælpe små bifamilier til at overleve ved at lægge dem sammen med andre bifamilier.
5) Nåja, så er der lige varroamiden. Miden som siden 70’erne har bredt sig til stort set alle verdens honningbifamilier. Uden en biavler til at bekæmpe miden dør bifamilien før eller siden (der findes af samme grund stort set ingen vildtlevende honningbier i verden længere!).
Heldigvis har man udviklet metoder, som ikke kræver brug af giftstoffer, og som er effektive nok til, at bifamilierne kan leve med de mider, der altid findes i stadet. Men det kræver samvittighedsfulde og vel uddannede biavlere for at det lykkes.

Men resten skal bierne nok klare selv!

I det tidlige forår kan biavleren hjælpe alt for små bifamilier til at overleve ved at lægge familier sammen til en levedygtig størrelse.
Efter endt arbejde en dag midt i april.
Biavleren har lige sat en ekstra kasse på i trugstadet. De vigtigste værktøjer er ved hånden: Stadekniven ligger under de to tavler på den sammenfoldede sæk. Røgpusteren hænger på kanten af stadet.
En ny bifamilie startes – ganske enkelt ved at hente materialet fra “de gamle” stader: Et par yngeltavler, en tavle med honning og en tavle med godt med pollen. Allesammen med de bier på, der sidder der, når man henter tavlen. Desuden suppleres med en tavle eller to med en påloddet, valset voksplade (som de to på billedet ovenover). En fodertaske (den hvide beholder) fylder resten af kassen ud. Til sidst rystes et par tavler med bier fra et andet stade ned i kassen. Så mangler den nye familie kun en dronning – og den sørger biavleren for ved f.eks. at købe den hos en god dronningavler.
Man skal ikke lade sig skræmme af de voldsomme mængder bier! Hvis man bærer sig rigtigt ad, kan man sagtens stikke sin bare næve ind i mylderet. Forsigtigt og uden at klemme – men har man først lært at omgås bier, er der meget sjældent problemer med at være i nærkontakt med dem.